Statut for Voldgiftsnævnet for bygge- og
anlægsvirksomhed (VBA)
(godkendt af Erhvervs- og Byggestyrelsen den 24. februar 2010)
Navn og hjemsted
§ 1
Organisationens navn er "Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed (VBA).
Formål
§ 2
Voldgiftsnævnets formål er:
1) at udarbejde og ajourføre "Regler for voldgiftsbehandling inden for bygge- og anlægs-virksomhed (VBA-voldgiftsregler 2006)" og "Regler om forenklet voldgiftsbehandling ved Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed (VBA-forenklet voldgift 2007)".
2) at administrere voldgift efter disse regler, syn og skøn efter "Regler for udmeldelse af skønsmænd ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed", og at udpege sagkyndige efter "Regler om sagkyndig beslutning om stillet sikkerhed m.v. ved Voldgifts-nævnet for bygge- og anlægsvirksomhed",
3) at stille forslag til skønsmænd til udmeldelse ved de almindelige domstole m.v.,
4) at udpege mæglere efter "Regler for mægling ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægs-virksomhed",
5) at udpege mediatorer efter "Regler for mediation ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed",
6) at udpege bedømmere efter "Regler om foregreben tvisteløsning ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed", og
7) at vejlede om de formelle regler for voldgift og syn og skøn m.v.
Voldgiftsnævnets sammensætning
§ 3
Voldgiftsnævnet har 11 medlemmer, der udpeges af Erhvervs- og Byggestyrelsen, for 9 medlemmers vedkommende efter indstilling af:
● Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) ● Danske Arkitektvirksomheder ● Dansk Byggeri vedrørende 2 medlemmer ● Håndværksrådet ● Byggesocietetet ● Boligselskabernes Landsforening ● Dansk Industri og ● Bygherreforeningen i DanmarkVoldgiftsnævnet vælger selv sin formand og næstformand blandt Nævnets medlemmer, fortrinsvis blandt de to medlemmer, der er udpeget af Erhvervs- og Boligstyrelsen uden indstilling. Valget gælder for 4 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Voldgiftsnævnets afgørelser træffes efter stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Voldgiftsnævnet fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
Voldgiftsretterne
§ 4
Det juridiske dommerkollegium
Til Voldgiftsnævnet knyttes et Præsidium bestående af en formand, en næstformand og yderliggere et medlem.
Højesterets præsident udpeger Præsidiets formand og næstformand blandt Højesterets dommere og det yderligere medlem blandt landsretternes dommere.
Højesterets præsident udpeger yderligere 17 suppleanter for Præsidiets medlemmer, således at 2 suppleanter udpeges blandt Højesterets dommere og 15 suppleanter blandt landsretternes dommere.
Udpegningen af præsidiemedlemmer og suppleanter sker for 5 år ad gangen. Genudpegning kan finde sted.
Fratræden sker, såfremt et præsidiemedlem eller en suppleant udtræder af den ret, den pågældende ved udpegningen var medlem af eller med udgangen af den måned, hvor vedkommende fylder 70 år, dog således at den pågældende kan færdiggøre allerede tildelte sager.
Til at deltage i behandlingen af enkelte voldgiftssager kan Præsidiets formand i særlige tilfælde udpege en, eventuelt flere nuværende eller tidligere dommere i Højesteret eller landsretterne, eller andre jurister, der opfylder betingelserne for at blive udnævnt som dommer, og træffe bestemmelse om, hvem der i så fald skal fungere som voldgiftsrettens formand. I alle tilfælde gælder, at udpegning ikke kan ske efter, at de nævnte er fyldte 70 år.
§ 5
Sammensætning af den enkelte voldgiftsret.
Formændene for de voldgiftsretter, som Voldgiftsnævnet nedsætter med mere end ét medlem, udpeges af Præsidiets formand blandt Præsidiets medlemmer og suppleanter.
Voldgiftsnævnet udpeger for hver enkelt sag afhængig af dennes beskaffenhed voldgiftsrettens to faglige dommere.
Behandles sagen af en enkelt voldgiftsdommer, skal denne i regelen være en faglig dommer.
Sekretariatet
§ 6
Den daglige administration varetages på Voldgiftsnævnets vegne og ansvar af et til Nævnet knyttet sekretariat, der ledes af en sekretariatschef.
Regnskab
§ 7
Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet, der føres af sekretariatet, skal ved forelæggelsen til godkendelse af nævnet være revideret og underskrevet af den af Nævnet valgte revisor.
Ændring af statutten
§ 8
Forslag om ændring af statutten kan vedtages med et flertal på mindst 8 medlemmer af Nævnet.
Opløsning
§ 9
Til vedtagelse af forslag om opløsning af Nævnet kræves mindst tre fjerdedele majoritet af samtlige Nævnets medlemmer.
Er tre fjerdedele af medlemmerne ikke til stede ved nævnsmødet, kan Nævnets formand senest 30 dage efter nævnsmødet indkalde til et nyt nævnsmøde, hvor forslaget om opløsning af Nævnet da kan vedtages med tre fjerdedele af de tilstedeværende medlemmer.
Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed
den 24. februar 2010